13 dages rejse med oplevelser og badeferie

Inkluderet i rejsen:

  • Flybillet fra København til Hanoi 
  • Flybillet fra Hanoi til Phu Quoc 
  • Flybillet fra Phu Quoc til København 
  • Alle skatter og afgifter
  • Mad på flyet
  • 1 stk indtjekket bagage max. 30 kg 
  • 1 stk ikke omfangsrigt håndbagage max. 8 kg.
  • Alle transfers
  • 3 nætter i Hanoi på Hotel Quoc Hoa Hotel ***+
  • 2 nætter i Mau Chau på Mai Chau Ecolodge***+
  • 5 nætter på Phu Quoc på hotel Dusit Princess Moonrise Beach Resort ****
  • 10 x morgenmad (dag 3-12)
  • 2 x frokost (dag 3 & 4)
  • 2 x middag (dag 2, & 4,)
  • 1 x ”Street-food” middag (dag 6)
  • Byrundtur i Hanoi
  • Besøg ved Ho Chi Minhs Hus
  • Besøg ved litteraturtemplet
  • Tur med cykeltaxa i Hanoi
  • Vanddukketeaterforestilling
  • Aftenspadseretur i Hanoi med gastronomisk tema
  • Engelsktalende vietnamesisk lokalguide

 Ej inkluderet  i rejsen:

  •  Drikkepenge til guide og Chauffør
  •  Rejseforsikring
  •  Afbestillingsforsikring
  •  Øvrige måltider, som ikke er nævnt

Fra Kr. 13.900(pr. voksen)

Bestil tilbud



Nordvietnam - naturoplevelser og badeferie

 

Glæd dig til spændende oplevelser i det nordlige Vietnam, hvor du oplever Hanois enestående seværdigheder og Mai Chai dalens skønne natur. Hele rejsen sluttes af med en lækker badeferie på Vietnams største ø, Phu Quoc.

 

I Hanoi oplever du byens mange facetter, når du sammen med guiden tager på opdagelse i den pulserende storby. Du går i fodsporene på landefaderen, Ho Chi Minh, når du besøger hans hus med den tilhørende have. Efter du har nydt litteraturtemplets skønhed, oplever Hanois små, charmerende gader, når du sidder på første parket i en cykeltaxa, og med vind i håret, suser gennem de, små krogede gader.

 

Glæd dig til en spændende aftenbyvandring i Hanoi, som står i gastronomiens tegn. Sammen med guiden besøger du den farvestrålende Ta Hien gade, hvor du får mulighed for at smage på noget af det bedste ”street-food”, som Hanoi kan byde på. Byvandringen slutter på en af de små, hyggelige barer med et godt glad Hanoi øl.

Efter Hanoi sætter du kursen mod Mai Chau dalen, som ligger omgivet at grønne rismarker og betagende bjerge. Her leves livet i et roligt tempo, som du ikke kan undgå at blive smittet af. Dalen er hjemsted for 5 ud af Vietnams 54 minoriteter, og området er oplagt til trekking og cykelture i den betagende natur. Oplev hvordan den lokale Vietnameser lever få et unikt indblik i deres hverdag. Området er billedskønt med frodige rismarker, kæmpe bambus og bjerge, som knejser mod himlen.

 

Rejsen sluttes af på Vietnams største ø, Phu Quoc, hvor du nyder en daseferie på et lækkert luksushotel.

 

Tag med på en spændende rejse, som er krydret med natur, gastronomi, kultur samt gode oplevelser og afslapning i verdensklasse.

 

 

Rejsen kan gennemføres som beskrevet, eller den kan skræddersyes helt efter dine ønsker.

Dag 1:Afrejse fra Danmark

Fra Danmark flyver du mod Vietnam, hvor du ankommer næste dag.

 

Måltider: mad på flyet

 

Dag 2: Ankomst til Hanoi

Du ankommer til Hanoi og efter du har fået din bagage, møder du chaufføren, som kører dig ind til det centralbeliggende hotel. Efter du har fået dit værelse, kan du bruge resten af dagen, som du vil. Gå på opdagelse i gaderne omkring dit hotel og sæt dig på en lokal cafe, hvor du kan nyde en kop Vietnamesisk kaffe sammen med de lokale, mens du betragter byens liv. 

 

Hanoi har været hovedstad for hele Vietnam siden 1976 og var hovedstad i Nordvietnam fra 1954 til 1976. Byen har ca. 7 millioner indbyggere.

 

Byen ligger på den højre, sydvestlige bred af Den Røde Flod på en flodslette i det nordlige Vietnam. I byen findes Ho Chi Minhs mausoleum og mange museer relateret til frihedskrigene fra 1945 til 1976.Hanoi er som store dele af Vietnam under en stærk økonomisk udvikling, der viser sig i form af store byggeaktiviteter til såvel boliger som industri.

 

Sidst på eftermiddagen mødes du med guiden, som tager dig med til en hyggelig restaurant, hvor du nyder en dejlig Vietnamesisk middag.

 

Måltider: middag

 

Dag 3: Oplevelser i Hanoi

Sammen med vores kyndige guide, indtager du Hanoi. Dagen starter med et besøg ved Ho Chi Minhs Mausoleum, som du betragter udefra. (Mausoleet er lukket mandag og fredag samt hele oktober/november grundet renovering).Ho Chi Minh, eller onkel Ho, som han hedder blandt Vietnameserne, var en vietnamesisk politiker, som stod i spidsen for kampen for uafhængighed. Han døde inden Vietnamkrigen sluttede, men hans balsamerede legeme ligger i en glaskiste i det pompøse mausoleum. Bag mausoleet ligger hans hus, som du besøger og ses det tydeligt at Ho Chi Minh levede et meget beskedent liv. 

 

Du besøger den en-søjle pagode, som ifølge legenden blev opført af en konge, der endelig havde fået den søn, han så brændende havde ønsket sig. Inden sønnens fødsel havde kongen i en drøm set barmhjertighedsgudinden siddende på en lotusblomst. Det er dette syn, han forsøgte at genskabe med pagoden.

 

Turen forsætter til det gamle litteraturtempel, som er viet til konfucius, og med sine knap 1.000 år på bagen er det et af de få tilbageværende eksempler på vietnamesisk arkitektur. Templet er, med sine grønne træer, frodige græsplæner og buske, en lille oase midt i byen. Mens guiden levende fortæller, lader du dig fortrylle af templets skønhed.

 

Du spiser frokost på en lokal restaurant, inden byturen fortsætter med cykeltaxa. Du sidder på første parket, når du kører gennem de små gader i den gamle del af Hanoi. Biler tuder i deres horn, og motorcyklerne drøner uden om, men det er en stor del af charmen ved at besøge Hanoi. Overalt opleves den charmerede storby, med de gamle bygninger, som er et levn fra kolonitiden.

 

Turen med cykeltaxa slutter ved Hoan Kiem søen, som ligger i hjertet af byen. Her oplever du en fredfyldt oase med den rødmalede Solstrålebro, som spejler sig i søens vand. Mens du betragter søen, fortæller guiden legenden om kejseren, det magiske sværd og kæmpeskildpadden samt hvordan søen fik sit navn.

 

Dagens program afsluttes med en eftermiddagsforestilling i Hanois legendariske vanddukketeater.

 

Efter forestillingen er resten af dagen og aftenen på egen hånd. Gå på opdagelse i Hanois hyggelige gader og find en god restaurant, hvor du kan nyde en lækker middag.

 

Måltider: Morgenmad & frokost

 

Dag 4: Mai Chau’s vidunderlige natur

Efter morgenmaden tjekker du ud fra hotellet. Herefter begynder dagen med en spektakulær køretur fra Hanoi mod Mai Chau dalen. Fra bilens vinduer, oplever du det betagende landskab, med rismarker på hver side af vejen og med bjerge, som knejser majestætisk i baggrunden. Undervejs kører du gennem små landsbyer og billedskønne naturområder. Der gøres passende stop for at tage billeder og for opleve det hele på tæt hold.

 

Omkring frokost er du fremme i Mai Chau dalen og dit hotel. Efter du har fået dit værelse, kan du bruge resten af eftermiddagen på at udforske området eller nyde en svalende dukkert i poolen. Du kan også begive dig ud i området, hvor du kan opleve frodige rismarker og huse, som er bygget på pæle. Overalt bliver du mødt af de lokale, som venligst smiler til dig.

 

På hotellet tilbydes forskellige former for aktiviteter, såsom kokkeskole, vandreture og meget andet. Du har også mulighed for at leje en cykel, hvis du vil lidt længere væk for at udforske mere af området. 

 

Sidst på dagen kan du slappe af på din balkon, hvorfra der er en betagende udsigt udover marker og bjerge. Inden middagen kan du nyde en drink i baren sammen med de andre gæster, og mens kokken forberede aftenens middag, falder mørket på. Middagen nyder du i hotellets restaurant.

 

Måltider: Morgenmad, frokost & middag

 

Dag 5: Oplevelser i Mai Chau dalen

Efter en god morgenmad, kan du bruge dagen som du vil. Området er naturskønt, så tag de gode sko på og begiv dig ud i den flotte natur. Overalt vil du møde de venlige mennesker, og du får et unikt indblik i deres hverdag. Du oplever bønderne gå og arbejde i deres rismarker, og måske kunne du give dem en hånd med? Hvis du vil lidt længere væk, kan du låne en cykel på hotellet, og begive dig ud på egne eventyr i området. Tæt på hotellet ligger en grotte som er værd at besøge, og selvom der er ca. 1.000 trin op til indgangen, så er besøget i grotten alle anstrengelserne værd.

 

Er du blevet sulten, så findes der hyggelige, lokale restauranter i området. Her kan du spise en lækker frokost i naturskønne omgivelser, og bagefter kan du forsætte med at opleve de mange traditionelle pælehuse, som dalen er så kendt for.

 

Sidst på eftermiddagen kan du tage tilbage til hotellet, hvor du eventuelt kan bestille en gang massage eller bare nyde poolen.

 

Glæd dig til en dag med afslapning og enestående naturoplevelser.

 

Måltider: Morgenmad

 

Dag 6: Hanoi bag facaden

Du står op til en fredfyldt morgen. Fra din balkon har du en imponerende udsigt ud over de mange rismarker og bjergene. Mens du lytter til naturens lyde, kan du nyde en kop morgenkaffe på din balkon. Spis morgenmaden i fred og ro, inden du skal pakke for at rejse videre. Du forlader Mai Chau dalen omkring frokost for at kører gennem den enestående natur tilbage til Hanoi. Her er resten af eftermiddagen til egne eventyr i den spændende storby. 

 

Først på aftenen mødes du med guiden og sammen går i ud i Hanois livlige aftenliv. Turen går til Ta Hien gaden, som er kendt som en international smeltedigel. Her blander de lokale sig med besøgende fra hele verden, noget som giver bydelen en helt speciel stemning. Spadsereturen er en spændende gastronomisk rejse gennem noget af det bedste ”street-food”, som Hanoi kan byde på. Du får mulighed for at smage Bun Thang, som er en Vietnamesisk nudelsuppe, der bliver også budt på Banh Hoi, som er en butterdejskage med fyld og meget andet lækkert. Det hele sluttes af med et godt glas Hanoi øl, mens du oplever byens pulserende liv og måske får dig nogle nye venner. Glæd dig til at opleve et andet Hanoi på denne spændende gastronomiske vandring.

 

Måltider: Morgenmad & middag (Street-food)

 

Dag 7: På vej mod Phu Quoc

Glæd dig til en hel dag i Hanoi, som du kan bruge som du vil. Tag på egne oplevelser i de gamle gader i den centrale del af Hanoi, eller besøg nogle af byens museer. Spis en lokal frokost og nyd eftermiddagen ved Hoam Kiem søen. Midt på eftermiddagen bliver du hentet af guiden, som kører dig til lufthavnen i Hanoi. Du skal med eftermiddagsflyet fra Vietnam Airlines til Phu Quoc.

 

Efter ankomst til Phu Quoc bliver du mødt af guiden, som tager dig med til det dejlige hotel og en lækker badeferie venter. Efter du har fået dit værelse, er resten af aftenen til egne eventyr. Spis middag på en af hotellets gode restauranter, eller find en lokal restaurant i området omkring hotellet. 

 

Måltider: Morgenmad

 

Dag 8 – 11 Bade ferie på Phu Quoc

Dagene på Phu Quoc er til egne eventyr, hvor der ikke er planlagt noget. Nyd morgenmaden i fred og ro, slap af ved poolen eller tag på opdagelser i området. Du kan også pakke strandtasken og nyde en dag på stranden. Mulighederne er mange.

 

Phu Quoc, er den største ø i Vietnam med knap 95.000 indbyggere. Øen ligger i Thailandbugten og er en yndet turistmål for mange lokale og udenlandske turister. Her kan du glæde dig til en daseferie, hvor du nyder livet på et lækkert luksushotel, som ligger midt på en lækker strand. 

 

Øen minder på mange måder om de Thailandske øer med kridhvide sandstrande og slanke palmer, som strækker sig ud over stranden. Vandet er turkisblåt og noget af det klarest i Vietnam. På Phu Quoc kan du nyde dagene i en hængekøje, eller de dejlige strande samt dykke blandt farvestrålende fisk og koraller.  

 

Udover de lækre strande og det dejlige hav, så har øen også en nationalpark med brusende vandfald og et enestående dyreliv.

 

Tag en tur rundt på øen og oplev den lokale stemning, når du besøger de lokale fiskerlandsbyer, og så kan du glæde dig til en masse god vietnamesisk mad.

 

Måltider: Morgenmad

 

Dag 12: Hjemrejse

Alting får en ende. Du tjekker ud fra hotellet og herefter går turen til lufthavnen for at starte hjemrejsen. Du skal med eftermiddagsflyet fra Phu Quoc til Bangkok. Efter et ophold fortsætter du mod Dubai, hvor du ankommer lige efter midnat. I Dubai lufthavn er der et længere ophold, men her kan du leje ”sove-iglo” for nogle timer, hvis du ønsker at hvile dig. Spørg ved bestillingen, hvis du ønsker mere information omkring denne løsning.

 

Måltider: Morgenmad

 

Dag 13: Hjemkomst 

Du lander i Danmark sidst på eftermiddagen, med en kuffert fuld af gode oplevelser fra et par spændende uger i Vietnam.

 

Måltider: Mad på flyet

Hanoi:

 

Quoc Hoa Hotel***+

Flot hotel beliggende i hjertet af Hanoi og i kort gåafstand til byens attraktioner, gode restauranter og butikker. Hotellet går under betegnelse boutique hotel og renoveret for nylig.

Alle værelser er smagsfuldt indrettet med parketgulv, minibar, hårtørrer, sikkerhedsboks, TV, Gratis WiFi samt aircondition. Badeværelser er lyse og har enten badekar eller bruseniche.

 

Læs mere om Qouc Hoa Hotel

 

 

Mai Chau:

 

Mai Chau Ecolodge***

Glæd dig til at bo på en rigtig ecolodge, som udelukkende er bygget af naturmaterialer.  Lodgen ligger midt i den smukke natur, omgivet af frodige rismarker, skove og bjerge. Selve lodgen er bygget på pæle, som man ser det på de omkringliggende huse, med en indretning, som består af bambus, træ og strå. Hele lodgen er holdt i en charmerende og asiatisk stil, og har en dejlig pool, restaurant og bar. Du kan leje cykler i receptionen, så der er mulighed for at komme lidt rundt, og så er hotellet er kendt for sin idylliske beliggenhed samt gode service.

 

Værelserne er smagsfuldt indrettet med bambus på væggene og røde teglsten på gulvet. På den private veranda findes en hængekøje, og herfra kan du nyde en flot udsigt over Mai Chau dalen. Nyd en drink på balkonen inden middagen, eller nyd din morgenkaffe med en fascinerende udsigt. Værelserne har aircondition, sikkerhedsboks, hårtørrer samt gratis WIFI. Badeværelserne har badekar og bruseniche.

 

Læs mere om Mai Chau ecolodge

 

 

Phu Quoc:

 

Dusit Princess Moonrise Beach Resort****

Nyd dagene på et lækkert og luksuriøst hotel, som ligger på vestkysten af Phu Quoc. Hotellet ligger helt ned til stranden og tilbyder en masse skønne faciliteter. Hotellet består af små bygninger på 3-4 etager, som ligger midt i en frodig have med poolen som den centrale del. Ved poolen findes der liggestole og pool-bar. Hotellet har flere restauranter, som byder på mad fra både Vietnam og Thailand. 

Alle værelser er smagsfuldt indrettet med lyse farver, og fra den møblerede balkon er der udsigt til den skønne have. Alle værelser har aircondition, TV, minibar, sikkerhedsboks, hårtørrer og gratis WIFI. Badeværelserne er lyse og pæne har bruseniche

 

Læs mere om Dusit Princess Moonrise Beach Resort

 

Hotellisten er vejlende, og der tages forbehold for udsolgte hoteller. Skulle et eller flere hoteller være udsolgte, bliver du indkvarteret på hoteller af tilsvarende standard. Den endelige og bekræftede hotelliste tilsendes sammen med flybilleter og øvrige rejsedokumenter ca. 14 dage før afrejse.

Praktisk information Vietnam

 

Pas & Visum

 

Danske statsborgere får visum på ankomsten, hvis opholdet er under 15 nætter. Dette skal kunne dokumenteres ved at have en returbillet.

Er din rejse over 15 nætter er det nødvendigt med visum. Det kan søges online på https://evisa.xuatnhapcanh.gov.vn/en_US/web/guest/khai-thi-thuc-dien-tu/cap-thi-thuc-dien-tu

 

Passet skal være gyldigt i mindst 6 mdr. fra indrejsedatoen. For yderligere information kontakt venligst den Vietnamesiske Ambassade på tlf.: 39 18 39 32.

 

Forsikring

 

Det er vigtigt at tegne en rejseforsikring, der dækker ved f.eks. sygdom, stjålne eller ødelagte ejendele. Mondo Travel samarbejder med Gouda Rejseforsikring, som tilbyder gode rejseforsikringer. Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

 

Når du færdes i Vietnam, anbefales det at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapir. Enten i papirform eller tilgængeligt på telefon.

 

Vaccinationer

 

Kontakt din egen læge eller Statens Seruminstitut (tlf.: 32 68 32 68) i god tid inden afrejse til Vietnam. De vil kunne rådgive dig omkring hvilke vaccinationer du bør have. Tager du livsvigtig medicin, anbefales det, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

 

Valuta & Kreditkort

 

I Vietnam hedder den lokale møntfod vietnamesiske dong. Du kan købe dem i Danmark, men kursen svinger meget, så vent med at veksle til du kommer til Vietnam. Visa og MasterCard kan bruges i de større byer, på hoteller og restauranter. Du kan også hæve penge i banker og pengeautomater. Vi anbefaler, at du medbringer mere end et kort, så er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre dit kreditkort. Generelt er kriminalitet med kreditkort begrænset, men det er alligevel vigtigt, at du holder øje med dit kort.

 

Du kan også medbringe amerikanske dollar, som du kan få vekslet i banker, vekselkontorer og hoteller. De kan med enkelte undtagelser bruges i det meste af Vietnam, men vi anbefaler, at man får hævet eller vekslet til vietnamesiske dong.

 


Tidsforskel

 

Vietnam er 6 timer foran. Når vi har sommertid, så er tidsforskellen 5 timer.

 

Transport

 

De køretøjer, som vi bruger i Vietnam, er ikke af samme standard, som i Europa men alle har aircondition. Vejnettet er heller ikke af samme standard, som i Europa, så det tager mange gange meget længere tid at tilbagelægge en strækning i Vietnam, end det ville gøre for samme strækning i Europa.

 


Drikkepenge

 

Det er kutyme at give drikkepenge i Vietnam. Mange af dem, som arbejder i servicebranchen, har lave lønninger, så drikkepengene er en del af deres løn. Vær derfor opmærksom på denne skik. På restauranter, så regn med at give 10 % af regningens beløb i drikkepenge. Ligeledes bør der gives drikkepenge til chauffør og guider.

 

Sikkerhed

 

Der er generelt sikkert at færdes i Vietnam. Kriminaliteten er lav men almindelig forsigtighed anbefales. Det er en god ide at udvise forsigtighed med ens værdiggenstande og penge. Pas på ejendele i lufthavne og i større menneskemængder. Brug hotellers sikkerhedsboks til at opbevar penge, pas og kreditkort, eller opbevar dem tæt på kroppen.

 

Elektricitet

 

I Vietnam er der 220 volt og elstik som i Danmark.

 

Telefon og internet

 

Det er dyrt at bruge sin mobiltelefon i Vietnam, og det er ligeledes dyrt, at ringe fra hotellerne. Husk at slå datarooming fra på mobiltelefonen. Køb evt. et telekort i Vietnam, hvis du gerne vil kunne ringe hjem. De fleste hoteller har gratis WIFI på værelserne og i receptionen, som man kan benyttes sig af. Skal du ringe til Danmark, skal du taste 0045 inden telefonnummeret. Fra Danmark til Vietnam taste 0084.

 

Mad & Drikke

 

Vietnam byder på en masse gode kulinariske oplevelser. Maden i sig selv er sjældent stærkt krydret, men man får små skåle med sojasauce, chili, salt, peber, lime og Nuoc Nam, som er en fiskesauce, så kan man selv krydre sin mad.

 

I Vietnam drikker man øl. Du kan finde ølmærker såsom Huda og Halida, som er henholdsvis Tuborg og Carlsberg, som står bag. Andre ølmærker som kan nævnes, er Saigon Beer, 333 og Tiger Beer. I Vietnam producerer man kaffe af god kvalitet, som serveres meget stærk i små kopper. Prøv også deres is kaffe med kondenseret mælk, eller deres grønne te.

 

Drikkevand

 

Du bør ikke drikke vandet fra hanen, men køb vandet på flaske. På de fleste hoteller vil der være en gratis flaske vand på værelset. Tjek at flasken er uåbnet/forseglet inden brug. Undgår også isterninger.


Kultur

 

Når man rejser i Vietnam, så er møder man en anden kultur, og der er ting, som man bør være opmærksom på.
Hvis man fornærmer en Vietnameser eller forårsager en akavet situation, så er de tilbøjelig til blot at smile. Ikke fordi de synes det er sjovt, men det er deres måde at takle situationen på.

 

En Vietnameser bryder sig ikke om at blive fotograferet, så spørg først. Det er forbudt at fotografere ved militære installationer og i lufthavnen. Ved besøg i templer er det vigtigt at udvise respekt for deres helligdom ved korrekt påklædning og opførsel. Skuldre og knæ skal være tildækket.

 

Ting tager tid i Vietnam – tag det med et smil. Bureaukratiet lever i bedste velgående.